Vejvand

Vand fra veje i områder hvor der er offentligt kloakeret for regnvand, enten fælleskloakeret eller separatkloakeret, kan afledes til den offentlige kloak, hvorfra det udledes til recipient vandløb, sø, havet mv. efter evt. forsinkelse og rensning eller afledes til renseanlæg. Offentlig kloak i disse områder omfatter hovedledninger for spildevand, regnvand og vejvand.

Ansvaret for vejafvandingssystemet og afledning af vejvandet til den offentlige kloak påhviler som udgangspunkt den vedligeholdelsespligtige. Den vedligeholdelsespligtige, som ansvarlig for vejafvandingen, reguleres i denne sammenhæng efter de regler der gælder for vejvedligeholdelse i vejloven og privatvejsloven.

Afledning af vand fra veje i kloakoplande der ikke er kloakeret for regnvand, sker lokalt til rabatter, grøfter eller med særskilte udledninger til recipient efter tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det er de vedligeholdelsespligtiges ansvar at aflede vandet til grøfter eller recipient, herunder at etablere og drive evt. bassiner og rensning.

Vand fra veje der er beliggende udenfor kloakerede områder, afledes lokalt til rabatter, grøfter eller til recipienter. Det er de vedligeholdelsespligtiges ansvar at aflede vandet til recipienten, herunder at indhente tilladelse og at etablere og drive evt. bassiner og rensning.

Udledning af vejvand eller nedsivning af vejvand i egentlige nedsivningsanlæg kræver tilladelse fra Gribskov Kommunen. Nedsivning af vejvandet i grøfter kræver normalt ikke tilladelse.