Overtagelse af privat udførte kloakanlæg der endnu ikke er taget i brug
Nye kloakanlæg der etableres med henblik på overtagelse af kloakforsyningen kan overtages, hvis der før etablering er indgået aftale med kloakforsyningen om overtagelse efter fuldførelse. Dog skal kloaksystemet der overtages opfylde en række kvalitetskrav som bygherre på forhånd er gjort bekendt med og som indgår i aftalen. Se nærmere i afsnit kloakering ved byggemodninger.
Overtagelse af eksisterende fællesprivat kloakanlæg
Overtagelse af eksisterende fællesprivate kloakanlæg med tilhørende spildevandslav og tinglyste vedtægter sker efter betalingslovens regler med tilhørende vejlednings retningslinjer.
Eksisterende fællesprivate anlæg kan rumme ret forskellige indretninger. Overtagelsesdokumenter mv. tilpasses individuelt fra sag til sag, men den konkrete udformning af kloakanlægget overtages kun, hvis afvigelser fra kvalitetskravene kan accepteres af kloakforsyningen og kun hvis fremtidig drift og vedligehold kan ske effektivt og under iagttagelse af arbejdsmiljø- og sikkerhedsmæssige forhold.
Private byggemodninger med efterfølgende fællesprivat ejerskab
Alle kloakeringer som er planlagt udført som privat byggemodning med efterfølgende fællesprivat ejerskab, skal forinden byggemodningen kan igangsættes, være omfattet af en spildevandsplan eller et tillæg til spildevandsplanen, hvoraf det fremgår at kloakeringen forbliver i fællesprivat ejerskab.
En betingelse for at spildevandsplanen eller et tillæg til spildevandsplanen kan fastsætte fællesprivat ejerskab er, at der i forbindelse med offentliggørelsen af spildevandsplanen eller tillægget samtidig offentliggøres vedtægter for det fællesprivate ejerskab og at vedtægterne er tinglyst på enten stammatriklen eller de involverede matrikler.
Kan sådanne vedtægter ikke fremskaffes for alle implicerede matrikler, kan byggemodningen blive udført af eller overtaget af kloakforsyningen efter reglerne ovenfor beskrevet.