I byområder sker der en fortætning med nye huse, pladser mv. Det betyder over tid, at der med mere befæstet areal ledes mere regn- og spildevand til forsyningens kloakledninger i de fælles- og separatkloakerede oplande.
Fortætningen giver, sammen med klimaforandringer og øgede regnmængder, en øget belastning af kloakforsyningens eksisterende kloakledninger med risiko for oversvømmelser, flere overløb og visse steder udfordringer med at aflede regnvand fra ejendomme tilsluttet kloakforsyningens kloakker.
Gribskov Kommune vil derfor i fremtidige lokalplaner og tilslutningstilladelser arbejde med at sætte en grænse for, hvor meget tag- og overfladevand der må ledes uforsinket til kloakforsyningens ledninger. Konkret betyder det, at man som udgangspunkt skal leve op til en given afløbskoefficient. Det vil sige, at ikke alt tag- og overfladevand fra matriklen må ledes uforsinket til kloakforsyningens kloakker, hvis det areal hvorfra ejendommen afleder regnvand, samlet overstiger en given procentdel af matriklens areal. Dette er kun gældende i områder, hvor regnvandet ledes til kloakken dvs. i fælles- og separatkloakerede områder.
Definition af afløbskoefficient: Udtryk for, hvor meget af det regnvand der falder på ens grund, der løber ud i kloaksystemet. En afløbskoefficient på 1 betyder, at alt regnvandet som falder på grunden løber ud i kloakken.
Definition af befæstelsesgrad: Udtryk for den andel af et bestemt areal, som består af befæstede arealer, der leder overfladevandet til kloakken. En asfaltparkeringsplads har en befæstelsesgrad på 1 svarende til, at der er 100% befæstelse, se også tabel 2.
Definition af afledningsret: Udtryk for hvor mange l/s man har ret til at lede til kloakforsyningens ledninger og udregnes ved hjælp af følgende regnestykke: grundareal (ha) x afløbskoefficient x regnintensitet (l/s/ha). Regnintensiteten er for fælleskloak: 140 l/s/red. ha og for separatkloak: 110 l/s/red. ha.
Hvis ejendommens samlede afledning overstiger den tilladte afledningsret, fordi grundens afløbskoefficient er overskredet, skal det overskydende tag- og overfladevand enten nedsives på egen grund i forskellige LAR-anlæg eller forsinkes til ejendommes tilladte afledningsret eller ejendommens befæstelse skal reduceres så afløbskoefficienten kan overholdes.
Administrationspraksis om afløbskoefficienter er fremadrettet og vil træde i kraft ved ombygninger, tilbygninger, nye vej- og parkeringsarealer, ny bebyggelse mv.
Nedsivning af tag- og overfladevand kræver en nedsivningstilladelse fra Gribskov Kommune, se mere i afsnittet om LAR løsninger.
Afløbskoefficient ved lokalplaner og projekter i bebyggede separat- eller fælleskloakerede oplande
De maksimale afløbskoefficienter ved lokalplaner og byggeprojekter fastlægges som udgangspunkt med afsæt i de vejledende værdier angivet i tabel 1.
Tabel 1 Vejledende maksimal afløbskoefficient for forskellige arealanvendelser
| Arealtype | Afløbskoefficient pr. matrikel |
| Boligområde, tæt lav (dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse mv.) | 0,40 |
| Boligområde, åben lav (fritliggende enfamiliehuse) | 0,35 |
| Etageboliger | 0,50 |
| Blandet bolig og erhverv | 0,60 |
| Erhverv | 0,50 |
For matrikler med en eksisterende høj befæstelsesgrad kan der ud fra en konkret vurdering gives tilladelse til en højere afløbskoefficient, så den eksisterede befæstelsesgrad kan bibeholdes.
Afløbskoefficient ved barmarksprojekter indenfor separat- eller fælleskloakerede oplande
Der er enkelte steder i Gribskov Kommune, hvor der kan udvikles barmarksprojekter på arealer der er omfattet af separat- eller fælleskloakerede områder. Vejledende maksimale afløbskoefficienter for disse byggeprojekter fremgår af tabel 1. Hvor bebyggelsestype, eller lokal håndtering af regnvand, gør det muligt at reducere den afledte vandmængdeyderligere, kan den maksimale afløbskoefficient blive skærpet ved ny lokalplanlægning.
For områdetyper, som ikke er angivet i tabellen herover, som f.eks. områder til offentlige formål, sommerhusområder, fastlægges den maksimale afløbskoefficient af Gribskov Kommune i dialog med kloakforsyningen. Overholdelse af afledningsretten gør det muligt for forsyningen at opretholde serviceniveauet for vand til terræn i det nedstrøms offentlige kloakopland.
Afløbskoefficienten angiver altså den andel af grundarealet der er befæstet f.eks. tage, asfalt, terrasser mv. hvorfra regnvandet afledes til kloaksystemet således, at afledningsretten ikke overskrides. Bestemmelserne i nye lokalplaner kan medvirke til af afløbskoefficienten kan overholdes f.eks. med krav til befæstelsesgrader, areal til nedsivning mm. inden for allerede eksisterende fælles- eller separatkloakerede områder. Ved større ombygninger inden for eksisterende fælles- og separatkloakerede områder vil det være en konkret vurdering om, hvorvidt det kræver en fornyet tilslutningstilladelse med krav om forsinkelse, denne vurdering foretages af kommunen i samarbejde med kloakforsyningen. Som udgangspunkt skal de vejledende værdier i tabel 1 overholdes. For eksisterende ejendomme med en højere lovlig afledning foretages dog en konkret vurdering.
Afløbskoefficienten beregnes for den givne matrikel ud fra den planlagte arealanvendelse. Som udgangspunkt regnes der med nedenstående befæstelsesgrad, hvor afløbskoefficienten = reduceret areal/samlet areal, reduceret areal = areal med afledning til kloak x befæstelsesgrad
Tabel 2 eksempler på befæstelsesgrad
| Belægningstype | Befæstelsesgrad (andels af befæstet areal med afledning til kloak) |
| Tagflader | 1,0 |
| Tætte belægninger (asfalt, beton mv.) | 1,0 |
| Flisebelægning | 0,8 |
| Grusbelægning, græsarmering mv. | 0,1 - 0,6 (en konkret vurdering) |
Afløbskoefficienten håndhæves i forbindelse med tilslutningstilladelserne i byggesagsbehandlingen.
Herunder følger et eksempel på beregning af afledningsretten:
En matrikel er udlagt til ”boligområde – åben lav”, hvilket betyder en maksimal afløbskoefficient på 0,35. Grunden er på 1000 m2.
Maksimal afledningsret fås som følger:
- Grundareal (ha) x maksimal afløbskoefficient x regnintensitet (se under definition af afledningsret)
- Altså 0,10 ha * 0,35 * 110 l/s/ha = 3,85 l /s
Hvis afledningsretten ikke kan overholdes fordi afløbskoefficienten er højere end de 0,35 på grund af større tagflader eller øget bebyggelse, så skal regnvandet forsinkes inden afledning til kloak, eller man kan lave LAR løsninger med nedsivning, eller begrænse det befæstede areal. Det nødvendige forsinkelsesvolumen skal beregnes med SVK regnearket som findes her LINK
Note: I ovenstående eksempel er benyttet en hydrologisk reduktionsfaktor på 1,0. Dette betyder det regnes med at al regnvand der falder på kloakeret områder, ledes til kloakken. Regnintensiteten er fastsat, ud fra den regnintensitet der anvendes når man dimensionerer kloakker ved brug af rationel metode. Dermed sikres det at der er en nødvendig kapacitet i kloakkerne.
Herunder følger et eksempel på beregning af afløbskoefficienten:
Afløbskoefficienten = reduceret areal/samlet areal, reduceret areal = areal med afledning til kloak x befæstelsesgrad
- Grundareal er 1.000 m2
- Areal med udledning til kloak 600 m2
- befæstelsesgrad 0,8
Så er det reducerede areal 600*0,8 = 480 m2 og afløbskoefficienten 480/1000 = 0,48