Gribskov Kommune har oplysningspligt og indberetningspligt til flere offentlige databaser, derfor er det vigtigt at spildevandsplanen løbende opdateres for fejl og mangler og med de tillæg der vedtages i planperioden.
Selve spildevandsplanen og tillæggene er vedtaget og kan ikke ændres uden fornyet behandling, offentlig høring og vedtagelse. Vedtagelse af spildevandsplanen og tillæg til spildevandsplanen følger Gribskov Kommunes delegationsplan.
Følgende ændringer og berigtigelser kan dog laves administrativt:
- Ajourføring af plan til status, hvis ændringen sker som opfølgning på gennemførte tiltag beskrevet i spildevandsplanen
- Angivelse af allerede eksisterende fællesprivate spildevandsanlæg, som ikke er kendt ved spildevandsplanens vedtagelse. Det kræver dokumentation for, at der er tale om et fællesprivat spildevandsanlæg og ændringen skal være anerkendt af de omhandlede ejendomme.
- Tilføjelse af allerede eksisterende udløb, som ikke er kendt ved spildevandsplanens vedtagelse samt afledte oplandsændringer
- Opdeling af afgrænsning af kloakområder uden ændring af kloakeringsformen, når dette sker med henblik på en mere præcis indberetning til PULS.
- Ændring af spildevandsplanens indhold, når dette sker for at ajourføre spildevandsplanen i forhold til faktiske konstaterbare forhold
- Ændring af spildevandsplanens indhold, der er en følge af en konkret domstolsafgørelse, f.eks. i en strid om den gældende kloakeringstype
- Ajourføring af vand- og stofmængder, når opdaterede tal foreligger. Gælder ikke opdatering af stof- og vandmængder som udløser krav om nye tilladelser m.v.
- Berigtigelse af kloakeringsprincip for parceller på baggrund af oplysninger om stik, tilslutningsbidrag m.v. f.eks. fra status som separatkloakeret til spildevandskloakeret.
- Berigtigelse af angivelse af ejerskab til ledninger, bygværker og udløb, når der foreligger dokumentation for dette.
Berørte parter som følge af berigtigelser i spildevandsplanen skal orienteres med rimelig mulighed for at gøre indsigelser. Gør parterne indsigelser er sagen ikke omfattet af ovenstående administrationspraksis.