Spildevand i "det åbne land" er de områder, der ligger uden for offentlig kloak. Det omfatter både landejendomme og ejendomme i flere sommerhusområder. Spildevandet fra disse ejendomme renses i private spildevandsanlæg som f.eks. nedsivningsanlæg, minirenseanlæg eller opsamles i samletanke. Fælles for disse ejendomme er, at de er omfattet af den obligatoriske tømningsordning for bundfældningstanke og samletanke.
Ejerne af de private anlæg er selv forpligtet til at vedligeholde og drive anlæggene. Derfor betales der ikke vandafledningsbidrag til kloakforsyningen. Der betales dog en afgift på ledningsført vand til staten.
Forbedret spildevandsrensning i det åbne land
I vandområdeplanenerne er der udpeget områder, hvor vandmiljøet er påvirket af spildevandsudledninger fra ejendomme i det åbne land og hvor der skal ske en forbedret rensning. Typisk har ældre ejendomme udledt spildevandet direkte fra en septitank til et markdræn eller vandløb.
Med baggrund i et tillæg til miljøbeskyttelsesloven fra 1997 har Gribskov Kommune givet op mod 850 ejendomme påbud om forbedret spildevandsrensning, da der var direkte udledning af spildevand til dræn, å, mose mv. uden nødvendig rensning. Påbuddene er givet efter miljøbeskyttelseslovens § 30.
Der er også fundet en del private spildevandsanlæg der ikke har fungeret godt nok og derfor gav hygiejniske problemer, disse har også fået påbud om at forbedre anlægget.
Gribskov Kommune er færdig med indsatsen om forbedret spildevandsrensning i det åbne land.